VeVa samarbejdet – et nordisk udviklingsfællesskab
VeVa står for ”Vejrradar i Vandsektoren” og er et samarbejde mellem forsyningsselskaber i vandsektoren, som anvender vejrradardata og er interesseret i en videreudvikling af brugen af vejrradardata.
VeVa samarbejdet er baseret på en fælles hensigt om at gøre brugen af vejrradardata til hydrologiske og hydrauliske formål nemmere og mere gennemskuelige for ”ikke vejrradar specialister” på tværs af vandsektoren i Danmark. Gode og pålidelige nedbørsestimater fra vejrradarer skal være lige så tilgængelig som regnmålerdata er i dag.
Databehandlingsprocessen fra polære estimater af nedbørens radar reflektivitet (dBZ) til korrigerede og justerede kartesiske estimater af nedbørsintensiteter (mm/h) skal være transparent med klare snitflader i en veldefineret data information model (DIM). Dette sikrer en øget tillid til og anvendelighed af vejrradardatene til hydrologiske og hydrauliske formål i vandsektoren.

Medlemmerne af VeVa
VeVa samarbejdets formål
- skabe en åben datastandard for brugen af vejrradardata til hydrologiske og hydrauliske formål.
- skabe et kvalitetssikret og justeret vejrradardataformat, som hydrologer og hydraulikkere kan anvende uden at have vejrradarekspertviden.
- skabe rammerne for et åbent økosystem med klart defineret datainterfaces og API’er (Application Programming Interface) for at opnå bedre sammenhæng mellem udviklede applikationer.
- sikre udvikling og vedligeholdelse af data informations modeller (DIM), data modeller (DM) og dataformater.
- være videns- og erfaringsbank omkring brugen af vejrradarer til hydrologiske og hydrauliske formål for vandsektoren.
- være med til at drive en forsat forskning og udvikling på brugen af vejrradardata.
Formålet med VeVa samarbejdet er at skabe en organisation, som kan skabe rammerne for en transparent anvendes af vejrradardata hos vandforsyningsselskaberne og generelt i vandsektoren.
VeVa partnere
De drivende kræfter i VeVa-samarbejdet er vandforsyningsselskaber listet i figuren herunder:

Illustration af partnerskabet i VeVa samarbejdet vist sammen med relationer til videnspartnere og rådgivere (© VeVa – illustrationen må kun gengives med tilladelse og reference til VeVa).
Samarbejdet er ikke eksklusivt for de listede vandforsyningspartnere. Listen af deltagende vandforsyningspartnere kan udvides. Kravet er dog, at den pågældende forsyning anvender vejrradardata og er interesseret i en videre udvikling af brugen af vejrradardata.
På nuværende tidspunkt er der ingen økonomiske forpligtigelse forbundet med at være partner i VeVa samarbejdet. Der bliver taget stilling til de økonomiske forpligtigelser fra opgave til opgave. VeVa samarbejdet er bundet op på en hensigtserklæring om, at de deltagende vandforsyningspartnere vil arbejde mod en fælles standard for databehandlingsprocessen fra polære estimater af nedbørens radar reflektivitet (dBZ) til korrigerede og justerede kartesiske estimater af nedbørsintensiteter (mm/h). For at sikre en transparent databehandlingsproces med klare snitflader vil samarbejdet også inkludere samarbejde med videnspartnere og rådgivere.
Videnspartnernes rolle er at rådgive og udfordre VeVa partnerskabet om anvendes af vejrradarer samt udvikling af ny viden indenfor vejrradarområdet.
Eksterne rådgivere kan overordnet byde ind med opgaver til VeVa samarbejdet på to måder. Enten som direkte leverandør til VeVa samarbejdets kerne opgaver, hvor alle rettigheder tilfalder VeVa samarbejdet eller ved at udvikle egne applikationer til vejrradar økosystemet defineret af VeVa samarbejdet.
